Hvor meget tøj til baby? Spørgsmålet er vel i stedet: Hvor meget tøj og hvor ofte vil du vaske? Babyer gylper meget, har ofte også tynd afføring, og det kan gå hårdt ud over tøj og sengetøj. Dette er også et spørgsmål om økonomi. Børnetøj koster! Men der er stor forskel i pris alt efter hvor du køber tøjet. Kvaliteten varierer sjældent tilsvarende.
Husk at du sikkert vil få meget fint babytøj i gave, men sørg for at have skaffet dig det mest vigtige på forhånd.
Tips når det gælder tøj til baby:
Hvornår skal babytøjet købes? Da du blev gravid, begyndte du sikkert allerede at kikke på babytøj, men synes måske det var lidt tidlig at købe sparkedragter og bodyer, når du kun var 6 uger henne…. Det er nok bedst at vente lidt længere. Nogle vælger at vente til efter ultralyd, hvis de vil kende barnets køn. En del babytøj er nærmest kønsneutralt, men det kommer selvsagt an på øjnene som ser. Mange babypiger ser nu helt godt ud i lyseblåt! Vent ikke til sidste øjeblik med at anskaffe babytøjet. Køb det, mens du endnu har kræfter til at hygge dig med det.
Hvad du skal overveje ved indkøb:
Todelte sæt har en tendens til at glide fra hinanden, hvilket betyder at babyens mave bliver bar. Når barnet er så stort, at det kan være ude og lege, specielt om vinteren, kan der nemt komme sne og snavs ind imellem sprækkerne i tøjet, og barnet kan blive våd og kold. Min erfaring er, at sæt som sparkedragter og heldragter er bedre. Bodyer forhindrer det samme problem, derfor bruger de fleste babyer i dag bodyer i stedet for trøjer. Tænk praktisk.
Babyklæder skal være lette få over babyens hoved. Dette er særlig vigtigt hos nyfødte. De kan ikke lide at få noget trukket ned over hovedet og kan blive ret bange for det. Knapper i hals/skulder er praktisk.
De mindste størrelser vokser babyen hurtigt fra. Du bliver derfor nødt til at købe babytøj i takt med at barnet vokser. Fortæl venner og familie hvilke størrelser, du ønsker dig i barsels-gaver, så slipper du for at bytte 10 sæt babytøj i str. 50.
Baby-kjoler til piger ser utrolig søde ud - vær dog klar over at dette er et meget upraktisk tøj til baby til hverdagsbrug. Som regel ender skørtet langt oppe på maven af babyen, når baby kravler rundt på gulvet.
Babyhuer og huer til børn på 1-2 år er det godt at have bindesløjfe på. En baby, som ligger ned, vil hurtigt få huen presset frem i panden, når babyen bevæger hovedet. På den anden side vil knuden under barnets hage kunne gnubbe og irritere huden. Når babyen er ligger lunt nede i vognen, og du føler at baby bliver varm og svedig i hovedet, kan du roligt lade den ligge uden hue.
En større baby og små børn vil hurtigt rive huen af, hvis den ikke er bundt under hagen. I barnets første leveår bør babyen altid have hue på, også om sommeren. Så beskyttes barnet mod solstråler og vind.
Husk at babyer skal skifte ble mange gange dagligt. Tøjet skal derfor være let at tage af og på. Nogle sparkedragter og heldragter har trykknapper i skridtet. Praktisk!
Pas på, at tøjet ikke har detaljer som kan trykke og skabe irritation på barnets hud. F.eks. en lynlås med direkte kontakt til huden, store trykknapper osv.
Babyer skal ikke have sko. Løstsiddende bløde hjemmesko eller futter med bløde såler er gode, men almindelige sokker er lige så gode. Når barnet begynder at rejse sig op og begynder at gå, er det en god ide med sokker eller futter med skridsikre såler.
Vask af børnetøj:
Tænk på at i hvert fald undertøj kan vaskes ved 60 grader. På meget tøj står der 40 grader – spørg i butikken om tøjet evt. kan tåle 60 grader alligevel, det er ofte tilfældet. Det er sjældent at gylp og afføring ikke forsvinder ved 60 graders vask.
Frugt pletter og særlig banan kan være nærmest umulige at fjerne fra lyst tøj – brug evt. en lille hagesmæk for at skåne tøjet. Babytøjet bør vaskes med mildt vaskemiddel, gerne parfumefrit. Brug eddike i stedet for skyllemiddel. Babyhud har ofte tendens til at blive irriteret af stærke vaske- og skyllemidler.
Uldundertøj
Uldundertøj sparer barnet for mange lag tøj i vinterhalvåret. Uld er rigtig godt til børn, som jo har svært ved at give udtryk for, om de har det for varmt eller koldt, og fordi uld i sig selv er varmeregulerende. Uld har små fibre, som sætter luften i bevægelse til en passende temperatur.
Tænk på sikkerheden
Babytøj må ikke have løse detaljer, knapper som kan løsne sig og blive livsfarlige, hvis barnet putter dem i munder. Tjek altid tøjet og knapperne grundigt før du giver barnet tøjet på.
Et andet farligt moment ved børnetøj er snore og snører. Sådanne er slet og ret livsfarlige. Klip dem væk eller træk dem ud – og giv dem gerne tilbage til butikken med tydelig oplysning om hvorfor! Der findes desværre eksempler på, at børn er blevet kvalt på grund af snore og snører i tøjet.
HUSK: alt nye babytøj og sengetøj SKAL vaskes før brug. Det skal det for at fjerne kemikalier efter produktionsprocessen og støv fra butik og transport, som kan være allergifremkaldende.
Størrelsesguide:
Størrelse 40 - præmatur (for tidlig født) baby
Størrelse 50 - nyfødt baby
Størrelse 56 - baby 1 måned
Størrelse 62 - baby 3 måneder
Størrelse 68 - baby 6 måneder
Størrelse 74 - baby 9 måneder
Størrelse 80 - barn 1 år
Størrelse 86 - barn 18 måneder
Størrelse 92 - barn 2 år
Størrelserne 40,45,50,56 osv. er centilong, altså længden på barnet. Tjek altid om tøjet krymper i vask, er der angivet 5% eller mere, køb en størrelse større. Noget krymper ind imellem en hel størrelse! Alder ifht. centilong er vejledende, nogle børn er større, andre er mindre end tabellen viser. Det er hyggeligt med mindst et sæt i nyfødt størrelse som passer akkurat, et tip kan være også at tage et sæt i nummeret større med til fødeafdelingen, så er man sikker.