Influenza

Akutte virusinfektioner som f.eks. influenza, har ikke vist sig at have uheldige konsekvenser for svangerskabsforløbet, og fører ikke til tidlig abort.
 
Spørgsmål og svar om influenza. Jordemor Marie har svaret på spørgsmål i vort forum.

• Vaccine, arbejde, søge læge?
Kan du fortælle lidt om gravide og influenza? Bør man vaccineres, og er dette afhængigt af hvilken måned, man er i? Bør man undgå at tage på arbejde, hvis mange der er syge?
Hvad hvis man bliver syg, skal man søge læge eller holde sengen?

Svar fra jordemor:
Gravide skal ikke vaccineres mod influenza. Du kan godt gå på arbejde, men undgå dem, som er syge (hvad de så bestiller på arbejdet!?) Og husk at vaske hænder meget ofte. Hvis du bliver syg, så hold dig i ro hjemme og tag kontakt med lægen, hvis du får høj og langvarig feber, altså feber over 39 - 39,5 grader. For gravide er feber i begyndelsen af svangerskabet noget, man helst bør undgå.
 
• Er influenza farligt for fosteret?
Der er vældig mange, der har influenza i øjeblikket. Min mor har fået det, og min kæreste har vært meget dårlig i de sidste dage, og tror måske, at han er ved at få det.
Kan der være fare for barnet, hvis jeg også bliver smittet?
Jeg er nu 10+6

Svar fra jordemor:
Det er ikke godt i begyndelsen af svangerskabet at få feber over 39,5, men din baby har nu alle organer på plads, så det er "bedre” at blive syg nu end tidligere i svangerskabet. Hvis feberen er høj, skal man prøve at få den ned med brug af panodil  og samtidig opsøge lægen.
 
• Vent med at blive gravid, til influenzasæsonen er over?
Vi forsøger at få et barn mere. De sidste uger har jeg haft hyppige infektioner. Først en bihulebetændelse og nu influenza, som helt har slået mig ud. Hvis jeg skulle være gravid, vil dette så kunne skade fosteret? (er i så tilfælde kun 2-3 uger henne) Og hvis ikke, bør vi så vente lidt med at forsøge til influenzasæsonen er ovre?

Svar fra jordemor:
Det er ikke godt for fosteret, specielt i begyndelsen af en graviditet, at du har for høj feber. Så er det bedre at tage en panodil  for at nedsætte feberen. Høj feber er over 39,5 grader. Har du feber over flere dage, skal du opsøge læge. Nu lyder det, som om du allerede har haft influenza, men jeg ved ikke, hvor høj feber, du har haft?
Hvis du nu ikke er gravid, synes jeg, at du bør komme dig lidt efter al din sygdom, før I prøver på ny. Dit immunforsvar svækkes, når du er gravid, og så bliver du ekstra modtagelig for smitte og kan havne i "en ond negativ spiral" med nye infektioner gang på gang, og det er ingen heldig start på en graviditet, da man ofte i begyndelsen er slidt og træt i forvejen.
 


Annonce