Nøstebarn

Bliver fødslen hård og smertefuld for mig?

Foto: Shutterstock.com

Nogle uger før terminsdatoen går det pludselig op for dig, at fødslen er lige rundt om hjørnet. Babyen skal bruge en udgang, og du skal presse den ud! Du begynder måske at bekymre dig for hvor længe fødslen vil vare, og hvor ondt det kommer til at gøre...

Prøv at sætte dette i perspektiv - kvinder har født børn til alle tider. Selvom du har læst 10 bøger om fødsel, lært vejrtrækningsteknikker, har en Doula med eller slet ikke tænker så meget på at føde, ikke er sikker på forskellen på åbningsveer og presseveer og har en skræmt samlever med - så kan du gennemføre en fødsel!

Din krop ved, hvad den skal gøre, og du har en ekspert i fødsler med, nemlig en jordemoder.
Anskaf dig information om, hvad en normal fødsel er. Selv om din krop ved, hvad den skal gøre, kan det være en fordel, at hovedet på kroppen forstår, hvad der sker og er forberedt. Spørg din jordemoder om dine vigtige spørgsmål og meld dig til fødselsforberedelse, hvis du er førstegangsfødende.

En fødsel forløber som regel på en helt anden måde, end det du har set i amerikanske film. Både i film og bøger fremstilles en fødsel gerne meget  dramatisk, hvilket det sjældent er i virkeligheden.

I de fleste tilfælde vil jordemoderen være lydhør overfor dine ønsker om smertestillende midler. Og der findes mange midler som fungerer effektivt mod de værste smerter.

Hvordan kan en hel baby blive presset ud igennem skeden? Du kunne aldrig forestille dig, at der var plads nok? Skeden er meget elastisk, og der er plads! Faktisk er der ganske mange som mener, at den sidste del af fødslen,  hvor man presser babyen ud, er mindre smertefuld end åbningsveerne. Nogen sprækker lidt og skal have et par sting i underlivet efter fødslen. Selv om underlivet naturligt nok er temmelig mørbanket efter en fødsel, vil du blive overrasket over, hvor hurtigt du kommer dig. Vi er praktisk nok indrettet med "godt grokød" i underlivet, og rifter og sting gror hurtigt sammen.

Har du allerede en fødsel bag dig, og synes du den var hård, så kan du trøste dig med at fødsel nummer 2 ofte er noget lettere, og af kortere varighed.

Du skal nok komme igennem fødslen, fordi:

  • Kvinder har gjort det altid! 
  • Din krop er forhåndsprogrammeret til at føde! 
  • Amerikanske film er underholdende, men meget lidt realistiske! 
  • Du har et underliv som kan tåle langt mere, end du tror! 
  • Der findes effektive smertestillende midler, hvis du alligevel ikke holder det ud! 
  • Du ikke har noget valg...


Annonce