Fødselshypnose

Fødselshypnose
Fødselshypnose

Hypnose er en tilstand af koncentreret opmærksomhed. Vi kender alle til at falde i staver eller køre et stykke i bilen uden rigtigt at lægge mærke til det. Som om vi er i en form for trance tilstand. Den tilstand kommer vi også i, når vi føder. Fordi smerten er for stor for os, søger vi ind i os selv og bliver meget koncentrerede om at komme igennem fødslen.

Hvis du på forhånd er meget bange for at føde, så vil du automatisk tænke ”Uh, det kan jeg ikke - det bliver kun smerte” eller ”Det gør så ondt - det kan jeg ikke klare”. Og alle de negative tanker gør, at det kan blive meget svært at give slip og flyde med veerne.

Med fødselshypnose kan man individuelt arbejde med fødselsangsten, så man finder ud af præcist, hvad der udløser angsten. Eller man kan arbejde i grupper mere generelt.

Hypnosen giver gode billeder
Gennem hypnosen får du nogle billeder af den gode fødsel, samt nogle gode redskaber til at klare smerten. Når du får veerne, kan du finde de billeder og redskaber frem og bruge dem til at slappe af med, mens veen arbejder. På den måde har du mulighed for at komme lettere og hurtigere gennem fødslen - også med mindre smertestillende medicin.

Inden fødslen skal du selv øve dig på selvhypnose, så du bliver i stand til at gå ned i tilstanden, og jo bedre du bliver til det, jo nemmere kan du hente det frem til fødslen.

Der forskes i dag i hypnose til fødsler, og herhjemme er Herlev Sygehus og Skejby Sygehus i gang med projekter, hvor førstegangsfødende gravide får tilbudt mental træning enten som afspænding eller som hypnose.

Samtidig findes der en del studier fra udlandet som viser, at der kommer færre igangsættelser, højere score på barnet når det fødes, færre fødselsdepressioner og større smertetærskel ved fødslen, når der arbejdes med mental træning og/eller hypnose.

Af jordemoder og hypnoterapeut Hanne Buhl.


Mental træning og fødsel – et studie på Skejby Sygehus
Fødselssmerter er en udfordring for den fødende kvinde og kan bl.a. føre til en traumatisk fødselsoplevelse, post traumatisk stress syndrom, fødselsdepression, kejsersnit og fravalg af flere børn. Mange kvinder og familier berøres af dette.

Da stort set alt medicin via placentabarrieren overføres til barnet, er mulighederne for medicinsk smertelindring begrænsede, og de eksisterende metoder er forbundet med bivirkninger. Derfor er det vigtigt at forske i nye effektive metoder, der kan afhjælpe fødselssmerterne uden bivirkninger.

Foreløbige resultater på området virker lovende og tyder på væsentlig reducering i brugen af anden smertelindring, indgreb under fødslen og negative følger heraf. Hvis nærværende studies resultater følger de samme tendenser som de foreløbiges, kan det betyde at store personlige og samfundsøkonomiske omkostninger kan undgås både for kvinden, barnet og familien.

Derfor startes der på Skejby Sygehus et projekt med det formål at undersøge virkningerne af mental træning som smertelindring under fødslen.

Hvor foregår forsøget og hvem kan deltage?
Studiet vil foregå på Århus Universitetshospital, Skejby. Alle førstegangsfødende over 18 år i Århus Universitetshospitals område med forventet normal fødsel, som taler og forstår dansk, inviteres til at deltage i projektet. Kvinder med medicinsk eller psykisk sygdom vil ikke kunne deltage.

Hvordan tilmelder man sig?
Indledende vil alle interesserede inviteres til et møde, hvor der informeres om projektet. Hvis man efter mødet stadig ønsker at deltage i undersøgelsen, kan man tilmelde sig, og deltagerne inddeles så ved lodtrækning i 3 grupper:

1. Gruppe modtager 3 undervisningsgange i selvhypnose i sidste del af graviditeten med opfølgende undervisnings Cd’er efter hver mødegang, så man selvstændigt kan arbejde videre med selvhypnose. Derudover modtager man også 1 Cd, der kan benyttes ved fødslen.

2. Gruppe der modtager 3 undervisningsgange i afspændings- og opmærksomhedstræning. Der er ligeledes udviklet opfølgende Cd’er til denne gruppe.

3. Kontrolgruppe, der modtager de sædvanlige tilbud til fødende på Skejby Sygehus.

Hvornår finder projektet sted?
Et mindre forudgående pilotstudie er igangsat i april 2009, men hovedstudiet starter i juni 2009 og vil løbe over de næste 2-3 år.

Mere information:
Mere information om forskningsprojektet kan findes på hjemmesiden: www.smertekontrol.dk


Annonce