Fødestillinger

Mange kvinder opfordres til at ligge på ryggen og føde. Men er det egentlig det bedste for mor og barn? Foto: Shutterstock ©

Læs om fordele og ulemper ved de forskellige fødestillinger og se video af fødsler i forskellige stillinger. – Alt for mange gange hører jeg om fødende kvinder, som opfordres til at ligge på ryggen og føde, fortæller jordemoder. - Der findes bedre alternativer!

Annonce:

Fødestillinger er en ting, som optager mig meget, fortæller jordemoder Kristina Jacobsen. Læs om fordele og ulemper ved de forskellige fødestillinger og se videoer af fødsler i alternative stillinger. 

- Alt for mange gange hører jeg om fødende kvinder, som opfordres til at ligge på ryggen og føde, fordi det er det bedste for både hende og barnet – og alt for ofte ender fødsler i dårlige veer, med tang og vakuum-forløsninger, store bristninger eller børn med dårlig fosterlyd, siger den erfarne jordemoder. 

Vandret eller lodret?

Oprejste fødestillinger har hovedsagelig fordele ved, at det er lettere at presse, idet man får hjælp af tyngdekraften, bækkenet udvider sig maksimalt, og barnet får bedst mulig ilttilførsel. 

Liggende fødestillinger giver hovedsagelig bedre arbejdsstilling for jordemoderen og lægen, og et fikseret og kun lidt bevægeligt bækken, som gør det vanskeligere for barnet at passere. 

Hvad føles rigtigt for dig?

Der er flere forskellige fødestillinger, du kan bruge, når babyen skal presses ud, og de har alle deres fordele og ulemper. Husk, at hvis en stilling ikke føles god, så spørg om hjælp til at finde en anden stilling, som er bedre for dig. Mange gange vil der også være behov for at variere fødestillingen i løbet af presseperioden for at hjælpe barnet ned gennem bækkenet. 

Ligge på ryggen

På sygehusene er den almindeligste stilling for den fødende at ligge på ryggen, ofte med benene i benholdere.  Nogle gange kan denne fødestilling være nødvendig, hvis man har fået epidural og derfor kun har lidt eller ingen følelse i benene og ikke kan bevæge sig. Denne stilling bruges også ved tang og vakuum-forløsninger. Fødende kvinders tilbagemelding er imidlertid, at denne stilling er ukomfortabel og unaturlig. Det er den mest ugunstige fødestilling, både for mor og barn. Den reducerer radius i bækkenet og kan gøre fødslen længere og vanskeligere, ilttilførslen til barnet kan reduceres, og barnets hoved vil udøve et øget pres mod perineum (mellemkødet) og forårsage bristninger. 

Fordele: God arbejdsstilling for jordemoder/fødselslæge, god oversigt over fødselen, lettere tilgang for tang/vakuum, ofte nødvendig ved en epiduralbedøvelse. 

Ulemper: Rygsmerter, oplevelsen af meget smertefulde veer, den fødende skal presse ”opad”, imod tyngdekraften, fødselen varer længere, reducerer radius i bækkenet, øger risiko for rifter, reduceret ilttilførslen til barnet, den fødende kvinde mister kontrollen og føler sig sårbar.  

Halvt siddende

Mange fødeafdelinger på sygehusene vil opfordre fødende kvinder til en halvt siddende fødestilling i en fødeseng, hvor den fødende ligger på ryggen med overkroppen let hævet (ca. 45 grader). Benene vil nogle gange placeres i benholdere, som når du er hos gynækologen. Dette er en ugunstig stilling på samme måde som at ligge på ryggen, og det er den mindst effektive fødestilling, når det gælder bækkenets udvidelse og plads til, at barnet skal passere. Hvis den fødende har fået en epidural, kan det være vanskeligt at indtage andre stillinger.

Fordele: God arbejdsstilling for jordmor og fødselslæge, god oversigt over fødselen, lettere tilgang for tang/vakuum, ofte nødvendig ved en epiduralbedøvelse. Stillingen giver jordemoderen et godt overblik over mellemkødet, hvilket gør, at hun bedre kan vejlede kvinden i et skånsomt pres – både verbalt og med hendes hænder.

Ulemper: Rygsmerter, oplevelsen af smertefulde veer, der skal presses ”opadbakke” - mod tyngdekraften, fødselen varer længerer, reducerer radius i bækkenet, øger risiko for rifter, reduceret ilttilførsel til barnet, den fødende kan opleve at miste kontrollen, og nogle føler sig sårbare. 

Se en fødsel i denne fødestilling. 
OBS! Indeholder nærbilleder!     

 

Liggende på siden

Hvis der er behov for at sænke farten på fødselen, kan det hjælpe at lægge sig på siden. Nogle gange vil der være behov for at lægge sig på siden. Hvis man ligger på ryggen, og babyens hjertelyd falder, kan det være fornuftigt at prøve at lægge sig på siden. Da reduceres presset mod blodåren vena cava, og det forbedrer barnets ilttilførsel. 

Nogle fødende kvinder oplever, at det kan være en god stilling for at hvile i en periode, specielt ved smerter i ryg og ben. Hvis du føder i denne stilling, har du brug for nogen til at hjælpe dig med at holde dine ben oppe, når du skal presse.

Fordele: Reducerer farten på fødselen, hvis den går for hurtigt, øger barnets ilttilførsel og forbedrer hjertefrekvensen, gør det let for en ledsager at massere ryggen, kan fungere ved en epidural.

Ulemper: Reducerer radius i bækkenet og pladsen for barnet til at passere gennem bækkenet. Hvis kvinden krummer udvides radius i bækkenet. Kvinden har hverken gavn eller skade af tyngdekraften i denne stilling. 

Se en fødsel i denne fødestilling: 
OBS! Indeholder nærbilleder!  

 

 

Siddende

En almindelig fødestilling er siddende, enten i en stol, sækkestol eller lignende med benene på gulvet eller siddende i sengen. Det kan være fint at holde rundt om benene for støtte eller trække dem bagover og lidt fra hinanden. Mellem sammentrækningerne kan du læne dig tilbage og hvile.

Fordele: Bedre brug af tyngdekraften, god oversigt for jordemoderen, god støtte i ryggen.

Ulemper: Stort pres på halebenet og perineum (mellemkødet), hvilket kan forårsage bristninger, reduceret radius og plads for barnet til at passere gennem bækkenet.

Se en fødsel i denne fødestilling:  
OBS! Indeholder nærbilleder 

 

Siddende på fødeskammel

En fødeskammel er speciallavet til fødsler. Den ligner et toilet, som er åbent foran og lavere. Du sidder på den som på et toilet, men lavere som på hug. En hugsiddende fødestilling åbner bækkenet maksimalt, og barnet kan passere hurtigere. Det er også nemmere for den fødende at presse, og det kan være en god stilling, hvis du har haft presseveer længe, uden at barnet er kommet ned. 

En fødende kvinde, som har problemer med at mærke, hvor og hvordan hun skal presse, vil have stor fordel af at føde på denne måde. Hvis du ønsker at bruge en fødeskammel, så husk at spørge på fødeafdelingen, om det er en mulighed. Du kan også prøve at sidde på en i starten af fødselen, for at se, hvordan det føles.

Fordele: Fuld brug af tyngdekraften, let for jordemoderen at få oversigt over fremgang i fødselen, hjælper den fødende med at mærke, hvor og hvordan hun skal presse, maksimal radius i bækkenet og plads for barnet at passere, maksimal ilttilførsel til barnet, moderen kan selv løfte sit barn op efter fødselen uden forstyrrelser.

Ulemper: Øget pres på halebenet, hurtig fødsel, benene kan ”sove”, øget pres fra skamlen mod enden og rifter, øget risiko for brintninger, du er afhængig af, at jordmor/fødeafdelingen har en fødeskammel  tilgængelig.  

På alle fire,  knæstående

Hvis kvinder får lov at være i fred, når de føder, og selv vælger fødestilling, vælger de ofte at gå ned i knæstående eller på alle fire. Denne fødestilling kan være rigtig god, hvis man ønsker at reducere presset og smerterne i kvindens ryg. Den giver også god nytte fra tyngdekraften til at presse barnet ud, og giver et fleksibelt bækken med øget radius. Læg gerne en pude eller et blødt tæppe under knæene, hvis du bruger denne fødestilling.

Fordele: Knæstående gør brug af tyngdekraften, gør det enklere at presse, på alle fire vil det reducere rygsmerterne, det føles naturligt for de fleste kvinder i fødsel og er også en god hjælp ved vanskelige skulderforløsninger, eller hvis barnet ikke vender rigtigt.

Ulemper: Det kan være udmattende at holde sig selv oppe. Dette kan lettes noget ved at læne sig mod sin partner eller sengekanten. Det er vanskeligere for jordemoderen at se fødselen. Man får ikke øjenkontakt med jordemoderen, når man trykker, og mor må skifte stilling efter fødselen for at se og løfte sit barn op. 

Se en fødsel i denne fødestilling: 
OBS! indeholder nærbilleder! 
 

 

Stående

Denne fødestilling er ikke meget brugt, men nogle kvinder synes, det er den bedste stilling at føde i. Denne fødestilling giver maksimalt udbytte af tyngdekraften og kan være nyttig, hvis der kun er lille fremgang ved presseveerne. Bøj knæene lidt og hvil hænderne på lårene, eller læg dem over ledsagerens skuldre. Du kan også have en person på hver side og lægge hænderne over deres skuldre for støtte. Mellem veerne kan du hvile på ledsagerne, hvis du er træt.

Fordele: Maksimalt udbytte af tyngdekraften, mindre smertepåvirkning, hurtigere fødsel og følelse af større kontrol.

Ulemper: Trættende, dårlig arbejdsstilling for jordmor, vanskeligt at støtte og tage imod barnet og kan forårsage bristninger. Det er ikke sikkert, at du får lov til at benytte dig af denne stilling på sygehuset, selv om kvinden bør bestemme selv. 

Se en fødsel i denne fødestilling: 
OBS! Indeholder nærbilleder!

 

Hugsiddende

I denne oprejste fødestilling har du begge fødder på gulvet, sætter dig ned på hug, så enden er nogle få centimeter fra gulvet, gerne mellem benene på ledsageren for støtte. Man kan også sidde på hug og støtte sig til sengekanten, sengen, et reb eller lignende. Denne fødestilling giver maksimalt udbytte af tyngdekraften, åbner bækkenet maksimalt og gør det lettere for barnet at passere. Det er en nyttig stilling, hvis du har presset en tid uden at der er særlig fremgang. Hvis du bliver udmattet, kan du sætte dig ned i ve-pausene og få ledsageren til at hjælpe dig op igen i hugsiddende stilling, når veerne kommer. 

Fordele: Fuld brug af tyngdekraften, let for jordemoderen at få oversigt over fremgang i fødselen, hjælper den fødende med at mærke, hvor og hvordan hun skal presse, maksimal radius i bækkenet og plads for barnet at passere, maksimal ilttilførsel til barnet, moren kan selv løfte sit barn op efter fødselen uden forstyrrelser. En af de bedste stillinger ved en vanskelig/lang pressetid. 

Ulemper: Kan være en udmattende fødestilling, hurtig fødsel, risiko for rifter 

Se flere videoer og læs mere på jordmor Kristinas blogg  

  


 

Skrevet av jordemoder Kristina Jacobsen. December 2011. www.hjemmefødsel.no 

Fagligt tilpasset dansk ved jordemoder Karen Bøhrnsen, www.nytbarn.dk , januar 2012 

Hvilken stilling fødte du i?


Annonce