Far blev ”jordefar”

Øystein blev ”jordefar”

- Vi har brug for en ambulance, for dette barn kommer hurtigt!  Den vordende far til tre havde ikke fuldført sætningen, før hans kone råbte: - Åh, neeej! Nu kommer hun! Og før Øystein vidste et ord af det hele, stod han med telefonen i den ene hånd og babys hoved i den anden.

Kom tilbage i morgen...
Øystein Åmot (34) forsikrer os om, at denne hjemmefødsel ikke var planlagt. Han og hans kone, Trude, ventede barn nummer tre. De to tidligere fødsler var også sket hurtigt, men Trude blev beroliget af at høre, at fødsel nummer tre sikkert ikke ville ske lige så hurtigt. Hun havde svangerskabsdiabetes, og derfor skulle fødselen sættes i gang på hendes terminsdato. Men da parret troppede op på sygehuset, viste det sig, at fødestuerne var optagede, og de blev bedt om at vente. Det samme skete de næste to dage, og så de fik lovning på, at fødselen skulle sættes i gang senest 4 dage efter termin. Men lille Andrea havde ingen planer om at vente så længe...

Hurtig udrykning
Næste nat omkring klokken 03.30 blev Øystein vækket af sin højgravide kone. Vandet var gået, forklarede hun. Da hun lagde sig igen, fik hun en meget voldsom ve. Øystein skyndte sig at ringe til sygehuset. Mens han snakkede med jordemoderen, fik Trude sin anden ve. Jordemoderen kunne fornemme via telefonen, at dette ville komme til at gå for stærkt. En ambulance et stykke derfra blev sendt i retning af parrets hjem. Kort tid efter blev også en ambulance fra sygehuset med en jordemor sendt af sted. Men fødselen var godt i gang, og ingen af ambulancerne nåede frem i tide.

Barnet trækker ikke vejret
– Da jeg snakkede med AMK, kom veerne med et minuts mellemrum, så jeg skønnede, at det var alvorligt, fortæller han. - Jeg lagde Trude om på ryggen og så, at barnet var på vej ud. Pludselig stod jeg med telefonen i den ene hånd og min datters hoved i den anden. Trude skreg af smerte, og jeg hørte ikke længere, hvad de sagde i telefonen. Samtidig havde jeg brug for to frie hænder, siger Øystein. Han afbrød derfor telefonsamtalen med AMK.

Etter to presseveer til var pigen helt ude. Selv om situationen var meget hektisk, noterede Øystein sig, at hun blev født nøjagtig klokken 04.02. En halv time efter det første tegn til, at fødselen var gået i gang. Den nybagte jordefar pakkede hurtigt nogle håndklæder omkring den nyfødte pige. Han blev bekymret, da han opdagede, at hun ikke trak vejret, så han ringede igen op til AMK. - Tør fostervandet omkring hendes mund og næse væk, fik han besked på fra AMK. Det virkede ikke. Så fik han det råd, at han skulle løfte hende op i benene og slå hende let på ryggen. Han skulle også stikke sin lillefinger ind i hendes mund. Så kom der lidt fostervand – og så, ja så skreg hun! Som en operasanger. Og så var det bare om at løfte hende op på morens bryst og nyde synet af verdens dejligste mor og barn, fortæller Øystein stolt.

Skulle det være en kop kaffe?
Kl. 04.10 ringede det på døren, og første ambulance ankom. Øystein åbnede og sagde muntert: - Her er der desværre ikke noget, I kan hjælpe med.  Vi har ordnet det selv, men måske kunne I tænke jer en kop kaffe? 10 minutter senere kom næste bil med jordemoren. Hun kikkede lidt på pigen, puslede hende lidt og klippede navlestrengen over. Lige efter kom moderkagen. En lille time senere var mor og barn på vej til sygehuset med den ene ambulance. Øystein fulgte efter i privatbil. Han havde bare - ifølge eget udsagn – lige noget "griseri", han først skulle have ryddet op først.

Holdt hovedet koldt
– De siger, man skal koge vand og finde håndklæder frem, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge dem til, ler Øystein. Under hele fødselen forholdt både Øystein og hans kone sig rolige. – Der var ingen panik, siger han. - Min eneste bekymring var, om min kones skrig ville vække vores 2 andre børn, men de sov heldigvis godt under hele forløbet. Han har nogle gange efterfølgende tænkt "Hvad nu, hvis noget var gået galt?” Men det gjorde det heldigvis ikke.

Skifte job til jordemorfaget?
Øystein arbejder til daglig med distribution – og er vant til hurtige leveringer. Denne "hjemmeleverance" var måske lidt ud over, hvad han plejer at opleve på sin arbejdsdag. Vi spørger Øystein, om han har planer om omskoling, og om jordemorjobbet kunne friste?
- Jeg har et arbejde, som jeg er glad for, så jeg har ingen planer om omskoling. Men jeg sagde det liget efter fødselen - og mener det stadig: Hvis jeg igen skulle være med til en fødsel og tage imod et barn, skulle det være lidt mere planlagt, for dette var altså lidt for hektisk.


 

Foto: Andre Pedersen, Sunnmørsposten


Annonce