Jeg har hele livet kæmpet med overvægt. Til sidst vejede jeg 155 kilo og turde ikke vise mig uden for huset. For 6 år siden fik jeg en datter, og vi ønskede at give hende en bror eller søster. Men årene gik, og det så ud til, at overvægten ville hindre mig i at få flere børn, hvis jeg ikke gjorde noget drastisk, fortæller denne kvinde. Læs hendes historie her.
Jeg har hele livet kæmpet med vægten. Men efter at have fundet manden i mit liv, var vi så heldige at blive forældre til en yndig lille pige i 2000. Da hun var 4 år, bestemte vi os for at forsøge at opfylde hendes største ønske om at få en lillebror eller lillesøster. Men på grund af overvægt og præventionssprøjte havde jeg ikke haft menstruation i 3 år. Efter alternativ behandling og til sidst en p-pillekur fik jeg dog menstruation igen.
Fange i eget hjem
Så begyndte mit livs kamp mod kiloene. Vi var kommet til 2006, jeg vejede cirka 155 kg og var en fange i mit eget hjem. Jeg turde ikke vise mig offentligt, og jeg orkede ikke at tage min dejlige datter med til nogen form for aktivitet. Livet var ikke let at leve... Jeg havde det ikke godt. Og min mand og datter havde det heller ikke nemt, eftersom mit humør gjorde mig svær at leve sammen med.
Min datter blev mobbet på grund af min overvægt
Da jeg opdagede, at min datter blev mobbet af andre børn pga. mit udseende, og hun spurgte mig, hvorfor jeg altid var så trist - indså jeg, at jeg havde nået bunden. Og at jeg måtte gøre noget for at redde ikke bare mit liv, men også mit samliv med mand og barn. Hvis jeg ikke fik hjælp, ville jeg dø! Enten af overvægten i sig selv, eller pga. depressionerne, som fulgte med.
Tog på træningscenter
Jeg skiftede læge. Da han spurgte mig, hvad han kunne hjælpe mig med, begyndte jeg at græde og sagde: "Jeg er dødeligt overvægtig - og har brug for hjælp! Jeg blev tilbudt ophold på forskellige træningscentre, som fokuserede på kost og motion. Dette førte til vægttab. Men det gik også ud over familiens kvalitetstid. Jeg var ofte væk fra hjemmet. Nogle gange i uger, og andre gange i flere måneder. Min mand var en fantastisk hjælp og støtte. Han tog sig af vores hjem og datter, mens jeg var væk. Jeg tror ikke, at alle mænd kunne have tacklet eller accepteret en sådan udfordring på den måde.
Stop efter 35 kilo
Efter at have tabt mig 35 kg, stagnerede vægten til trods for, at jeg "trænede som en top-idrætsudøver". Så fik jeg besked om, at jeg aldrig ville kunne blive normalvægtig på grund af nogle hormoner, som produceres i tyndtarmen. Skulle jeg så aldrig kunne komme til at give min datter en bror eller søster? Hvis det skulle lykkes, måtte jeg først tabe mig – og det var åbenbart umuligt. Jeg græd mange tårer og var meget fortvivlet i den periode, som fulgte.
Operation sidste udvej
Så bestemte jeg mig for at få foretaget en fedmeoperation. Men jeg var ikke "syg nok" til at få den af det offentlige. Så skulle jeg have stået på venteliste i over 3 år. Det havde ikke jeg tid til. Jeg følte, at mit biologiske ur tikkede, hvis jeg skulle opfylde min datters største ønske om en lillebror eller lillesøster. Derfor betalte jeg over 140.000 kroner selv og blev opereret på et privat sygehus i december 2008. Det blev en anderledes jul...
Tabte mig 83 kilo
Det er ikke nogen enkel løsning at gennemgå sådan en operation. Men til trods for smerter og modgang, samt nogle små ulemper, som jeg må leve med resten af livet på grund af operationen, synes jeg absolut, det var det værd. Et år efter operationen var jeg på arbejde på fuld tid og er endelig blevet normalvægtig efter at have tabt mig 83 kg siden 2006.
Desværre måtte jeg slås med skattevæsenet - En kamp, jeg tabte! Jeg håbede at kunne fratrække udgifterne til operationen. Men det måtte jeg ikke. Så derfor har jeg det nu meget hårdt økonomisk. Men jeg smiler alligevel... For endelig kan jeg opfylde min datters højeste ønske!
Endelig!
Jeg er nemlig gravid og har termin 17. august i år. Jeg vil sige til andre: Stå fast, piger - og kæmp for jeres drømme! Giv ikke op, uanset hvor meget modgang, du møder. DU kan klare ALT - hvis du bare ønsker det stærkt nok og kæmper for at nå det.
Håber min historie kan inspirere andre til ikke at miste håbet...