Min raketfødsel

Hej, alle sammen. Vil fortælle om min raket-fødsel, som jordemoderen kaldte den. Jeg og min mand var hjemme, for han skulle klippes den dag. I stedet skete det  helt store for os den dag. Jeg begyndte at få lidt ondt ved 10.30 tiden, men det var ikke så slemt.

Har fået et barn før, og da var det med udrykning af sted til sygehuset, og det ville jeg ikke denne gang. Så min mand tænkte på at ringe til sygehuset med det samme – men jeg sagde nej, det kunne vente, for jeg gad ikke at være der længere end højst nødvendigt. Ventetiden kan jo ofte føles meget lang alligevel – så jeg ville lige tage et bad først. Mens jeg var på badeværelset, havde han alligevel set sit snit til at ringe – det luskede mandfolk!

Det var hans første barn, så det var jo ikke så underligt, at han var nervøs. Vi fik besked om at komme med det samme. Jeg synes, det var fjollet, men gav til sidst efter. På vej ned i bilen fra 2. sal fik jeg 3 veer. Jeg skal hilse og sige, at de kom tæt!

Kom til sygehuset med veer for hver 10 meter, jeg gik. Op på fødegangen og ind på fødestuen med mig. Det var en dejlig solskinsdag, så det var så varmt, at det var ikke til og holde ud.. Typisk... jeg fik en stue, som havde stået i sol hele morgenen, og hvor solen fortsat stod på. Det var som en sauna og mere til, så jeg var ved at besvime!

Jeg fik lagt mig, og jeg var sikker på, at jeg havde presseveer, men jeg blev afvist, for de vidste jo bedst... Så satte de ting og sager på mig – og de kunne ikke høre hjertelyd – det var ikke så underligt, eftersom ungen næsten var ude. De mente ikke, at den lå, som den skulle, så der var nogen, der fik travlt, da de opdagede, at fødselen var i gang, og at jeg var lige ved at føde. Så fløj de rundt om sig selv for at finde alt, hvad de skulle bruge.

3 tryk, og så kom pigebarnet ud ... Kom på sygehuset kl. 12.25 og hun blev født 12.55. Vi havde ikke engang nået at blive indskrevet på sygehuset.

Jordemoderen sagde, at jeg var som skabt til at føde børn, og det er noget, min mand har lagt mærke til. Men nej, her tager vi ikke chancen, for det er jo ikke sikkert, at det bliver sådan en nem fødsel igen. Så jeg tænker på dem, som kæmper sig igennem en langvarig fødsel. Jeg skal ikke prøve flere.

Tak fordi du læste om min fødsel.

Bare for at nævne det, er der stadig fuld fart på den lille Amanda. Hun er alle steder – Højt og lavt. Hun suser af sted som en raket...

Hilsen Lisbet og Amanda