Jeg er så stolt over min fødsel!

Jeg er så stolt over min fødsel!

Som førstegangsfødende var det meget svært for mig at forestille mig, hvordan det ville være at føde. Hvordan ville jeg kunne mærke, at fødslen var ved at gå i gang?  Hvor ondt mon det egentlig ville komme til at gøre? Tænk, hvis der skete noget! Alt dette var tanker, jeg tænkte under hele graviditeten, og specielt mod slutningen. Her kan du læse min historie.

Vel, det var nu ikke særlig svært at mærke, at der var noget i gang. Fredag aften sad jeg og slappede af i sofaen og så tv. Jeg havde en del plukveer i løbet af aftenen, så jeg gik tidligt i seng, kl. halv elleve. Plukveerne blev ved, efter at jeg havde lagt mig, så jeg begyndte at få en mistanke. Jeg begyndte at tage tid på dem. Det gjorde jeg i en times tid, uden at sige noget til min mand, for jeg ville være sikker, før jeg sagde noget til ham. Der var ca. ti minutter imellem hver ve, men de varede ikke så længe. Jeg besluttede mig for at fortælle det til min mand, og han blev rigtig glad. Vi pakkede det nødvendige i løbet af natten, og jeg tog det med ro. Vi ringede første gang til klinikken ca. halv fire, og de sagde, at jeg skulle vente med at komme, til der var mindre end fem minutter imellem hver ve, og de skulle vare i ca. tre minutter.

Fint nok. Halv seks ringede jeg igen, men da var der optaget. Jeg prøvede i en hel time, men der blev ved med at være optaget. Så ringede jeg til min far, som skulle køre for os.  Han blev også rigtig glad og kom straks kørende, efter at han havde fået sig en kop kaffe.

Jeg spiste et par skiver brød og drak lidt vand, og der var en vældig god stemning. Min tante, som vi bor til leje hos, kom løbende ned, og alle var glade for det, som snart skulle ske. På vejen ind til klinikken følte jeg egentlig, at det nok var for tidligt, og jeg var forberedt på, at de ville sende os hjem igen.

Da vi nåede frem, blev jeg undersøgt, og jeg havde kun åbnet mig en centimeter. Det var meget skuffende. Vi fik en meget flink jordemor, og hun sagde, at vi selv kunne vælge, om vi ville blive eller tage hjem igen. Vi valgte så at tage hjem for at prøve at sove lidt, eftersom vi begge havde været lysvågne hele natten.

Hjemme igen lagde vi os på sengen, og jeg fik et par timers søvn imellem veerne. Derefter lavede min mand nudler til mig, men efter en enkelt mundfuld kastede jeg op. Jeg havde også dårlig mave. Klokken halv et ringede jeg ind til klinikken, men de bad mig vente lidt endnu. Halv to hang jeg over køkkenbænken og havde frygteligt ondt, så vi ringede og sagde, at NU KOMMER VI!

Vi var på sygehuset igen ved halv tre-tiden, og da havde jeg åbnet mig tre cm. Vi fik det samme rum som før, men det var en ny jordemor. Hun var en frisk, svensk dame i trediverne, og hun spurgte, om det var i orden, at en jordemorstuderende fik lov at være med. Det synes vi var helt fint, og hun var også rigtig dygtig, så hun skal nok blive en god jordemor.
Det var et dejligt værelse, vi fik. Man får ikke bedøvelse på den afdeling, og der var et meget afslappet miljø uden en masse udstyr og lamper. Det var næsten som et soveværelse med et stort bad.

Efter cirka to timer i sengen spurgte jordemoren, om jeg ville ligge i badekarret. Og det hjalp utrolig meget! Det var så sindssygt dejligt at lægge sig ned i det varme vand, når jeg havde ondt, og min mand hældte vand over min mave. Jeg fik også vand og saft hele dagen, men jeg kastede det meste op igen.

Efter en lille time i badekarret mærkede jeg, at presseveerne begyndte. Jordemoren havde sagt, at når de kom, skulle jeg ringe efter hende med det samme, og de fik mig op af karret og tørret mig. Jeg kom op i sengen, og så kom presseveerne – og de gjorde ondt! Min mand sad bag mig og holdt mig i hver hånd, mens jeg pressede, og efter hver ve uden resultat var jeg meget skuffet, for jeg var sikker på, at jeg ikke ville kunne klare en presseve mere.

Lidt som i en amerikansk fødselsfilm var det også, for jeg skreg, alt hvad jeg kunne, for det gjorde så ondt. Jordemoren bad mig om at lade være med at bruge for mange kræfter på at skrige, for så mistede jeg noget af pressekraften, og det skal siges, at jeg prøvede at lade være. Jeg råbte til min mand, at han skulle få hende ud, men den stakkel kunne jo ikke gøre noget som helst. Jeg brokkede mig også hele tiden over, hvor ondt det gjorde. Efter nogle flere presseveer kom hovedet frem, og det kunne jeg mærke. Det var helt rart! Der var noget hud dernede med hår på. Og det gjorde mig mere motiveret for at presse alt, hvad jeg kunne. Efter få gange gled hun endelig ud. Det første, jeg tænkte, var, at nu var jeg endelig færdig med smerterne, og det var utrolig dejligt! Den stolte far fik lov til at klippe navlestrengen, og så lagde de min lille prinsesse op på min mave. Jeg så henne egentlig ikke rigtig, kunne bare se toppen af hovedet. Men hun var så dejlig at røre ved, så lille og blød. Jeg strøg hende over ryggen og hviskede til hende. Og min mand så så lykkelig ud, da han kiggede på os og smilte.
Så måtte jeg jo presse moderkagen ud, og det gjorde jo også lidt ondt. Jeg måtte sys med tre sting, og jeg havde også godt mærket under presseveerne, at jeg revnede. Så lagde jeg mig længere op i sengen med pigen på maven, og jordemoren lagde et tæppe over os og lod os være lidt alene.

Jeg ved ikke, hvor længe vi lå der, sikkert en halv times tid, og vi var så glade. Hun græd ikke eller noget, hun lå bare der og hvilede ud efter alt det, hun havde været igennem. Og hun var så fin at se på, der var næsten ikke noget talg på hende, og det tørrede hurtigt ind, så hun blev fin og rosa. Hun havde godt med mørkt hår, og hendes øjne var mørkeblå. Lille og blød var hun, og hun lå der og kiggede op på os.

Da jordemoren kom ind igen, blev hun målt og vejet. Aurora var 50 cm lang og vejede 3540 gr. Hun kom til verden klokken 17.36 om eftermiddagen. Jordemoren tog en blodprøve i hendes lår, og DET kunne Aurora ikke lide! Der blev skreget lidt, men hun orkede det ikke så længe. Hun fik en ble og lidt tøj på, og et tæppe blev svøbt omkring hende. Derefter blev hun lagt til mit bryst, og hun begyndte med det samme at lede. Det varede ikke længe, før hun ivrigt sugede til sig. Vi lå sådan i nogle timer, og til sidst faldt hun i søvn i mine arme. 

Vi fik en bakke ind med mad, rundstykker med pålæg, et glas juice og to kopper med te. Der stod også et lille flag på bakken. Eftersom Aurora sov i mine arme, måtte min mand made mig. Det var hyggeligt. Maden smagte rigtig godt – men jeg var også meget sulten, fordi jeg ikke havde spist i over tolv timer.

Så kom jordemoren ind igen med en lille seng, og den stolte far fik lov til at holde vores datter, mens jeg tog mig et brusebad. Det var nok det bedste bad, jeg nogensinde har fået. Det var utroligt dejligt at få vasket al sveden og blodet af, og jeg fik også børstet mit hår. Imens ryddede jordemoren og den studerende op i sengen, så da jeg var færdig med at bade, blev vi flyttet ind i et andet værelse. Resten af aftenen lå vi bare og hyggede os med at beundre vores lille vidunder i sengen.

Jeg følte mig ganske godt tilpas efter fødselen, bare lidt brugt i kroppen. Det var dejligt at føle på maven, som nu næsten var et hul i forhold til den store kugle, som var der tidligere, og den føltes helt blød som bolledej.

Vi sad og spiste morgenmad inde i spisestuen, og vi så en jordemor komme ind og hente mad på en bakke, og hun satte også et flag på. Det var så fint at se på, og jeg tænkte, at de, som nu lige havde fået en baby, var lige så heldige som os, og jeg tror, at jeg fik lidt tårer i øjnene.
Søndag fik vi besøg af min far, min stedmor, bedstemor og min bror på 20. De var alle sammen meget stolte, og min bror blev helt blød om hjertet, da han fik lov til at holde hende. Resten af weekenden slappede vi bare af, jeg ammede hende og vi så på hende og snakkede med hinanden om en masse ting. 

Vi tog hjem mandag eftermiddag, og alt gik helt fint. Det var nu også lidt rart at komme hjem med hende, men også lidt sådan: Hvad gør vi nu? Men vi blev hurtigt vant til at have hende med os, og hun levede stort set sine første uger i mine arme.

Det var et langt indlæg, og jeg kunne fortælle meget mere, men det er vigtigt at få alle detaljerne med, for selv om vi havde en let fødsel, så sker der så meget i løbet af nogle timer, og det er underligt, hvor forandret, jeg føler mig, bare i løbet af en weekend. Jeg er i hvert fald meget glad for hele fødselsoplevelsen, og stolt over, at jeg klarede det! Hver gang, jeg skal noget nu, som kan være vanskeligt, tænker jeg på, at jeg har klaret en fødsel uden bedøvelse, så kan jeg vel også klare dette. Jordemoren var helt fantastisk, og jeg håber, vi også får hende næste gang vi skal have barn.

Skrevet af: Anonym
Foto: Billedet er et modelfoto og har ingen tilknytning til forfatter.