Den 6-årige og den ”toughe” fase

Den 6-årige og den ”tuffe” fase

6-års alderen er præget af stærk fysisk vækst. Arme og ben vokser. Den hurtige vækst gør, at den 6-årige ikke har så god kropsbeherskelse som tidligere. Kroppen kan nogle gange virke næsten ledeløs. Den seksårige snubler, skubber, støder ind i, ødelægger ting og er ikke gode venner med motorikken. Rifter og blå mærker er et almindeligt fænomen på en 6-årigs krop.

Efter et stykke tid vil barnet få god kontrol over kroppen igen og øver sig på krævende ting som: sjippe, strikke, hinke, skyde på mål, cykle på en tohjulet cykel, fodbold, ski, redskabsgymnastik… 
 
 
6-års krisen
Ved du, at det ofte er sådan, at man faktisk kan kræve mere af en 5-årig end af en 6-årig? Anna Wahlgren bekræfter dette. Hun fortæller, at de fleste børn omkring de 6 år står overfor en 6-års krise. Fra at være det afbalancerede, harmoniske barn på 5 år, vil et barn i 6-årsalderen opleve en slags katastrofe. Dette bliver den anden store omvæltende fase efter trodsalderen. 6-års krisen bliver ofte vanskelig både for den 6-årige og for forældrene. I seksårsalderen er det samme barn næsten ikke til at genkende, og ikke mindst gælder det, at barnet selv ikke kan genkende sig selv! I takt med at den 6-årige skyder i vejret, virker det som om hans indre krøller sig sammen. Hvis barnet forandrer sig meget i en periode, betyder det ikke, at der er noget i vejen.

Frem for alt er den 6-årige ofte fuld af mistro. Ingen er rigtigt glad for mig, forstår mig eller har brug for mig. Selv om venner og familie afkræfter dette, er det så vanskeligt at tro på. Den 6-åriges vanskeligste selskab er ofte ham selv. At han mistror andre, bunder i, at han mistror sig selv.

Annonce

T

”Den 6-åriges evindelige kamp for at få omgivelserne til at bekræfte noget, han alligevel ikke tror på, gør ham fra tid til anden krævende. Han kan ombestemme sig fra det ene øjeblik til det andet. Ingenting er godt nok. Hans optræden er omtrent lige så stabil som en vejrhane i stiv kuling.”
(Wahlgren-84)

Da barnet var 5 år, havde det en urokkelig tro på, at det nærmest var perfekt. Pludselig ser den 6-årige, at dette ikke er rigtigt. Der er mange ting, han ikke kan klare eller forstå. Og han er ikke den flinkeste eller den bedste. Præcis det er et stort problem. Barnet kan lide spil og konkurrencer, men hader intenst at tabe. Forsøg på snyd forekommer hyppigt. Egentlig kan den 6-årige heller ikke lide at vinde. For så er der jo nogle andre, der bliver tabere, og hvis den 6-årige vinder, vil han jo være den som forårsager, at andre får et nedværdigende tab og på den måde får større grund til at hade ham. Dilemma! 

De stærke følelsesmæssige bånd vil i løbet af 6-årsalderen løsne sig noget. Barnet bliver mere selvstændigt. Barnets liv er i en omvæltende fase. Det begynder at gå i skole, det deltager måske mere aktivt i fritidsaktiviteter. Flere mennesker er vigtige. Lærere og venner. Den 6-årige bliver drevet videre, ud af sit trygge hjem, og skal lede efter et selvstændigt jeg. Han bygger en verden omkring sig selv og dette indebærer noget mere end bare en verden centreret om barnet selv og dets kernefamilie.

Hvor længe denne krise varer, vil mange forældre nok være nysgerrige efter at vide. Svaret er ikke videre opløftende. Krisen vil i grunden stå på frem til teenageårene, men i ryk og i bidder. Barnet får mange ”hvilepauser”, hvor det kan virke mere afbalanceret og trygt, ikke mindst omkring 10-årsalderen. Krisen varer ikke evigt og de værste unoder går ofte over inden 7-årsalderen.
 
Anna Wahlgrens råd til forældre, der har børn i 6-årskrise:

  • Vær forberedt på et hårdt år
  • Hvis barnet søger ensomhed, så lad ham/hende gøre det
  • Bag sin hårde maske har den 6-årige behov for meget støtte, ømhed, kærlighed og latter
  • Grib fat i de rolige øjeblikke og giv ham det møde han trænger til – vis interesse
  • Vis dig som en person med styrke og klare linjer overfor den 6-årige
  • Hvis barnet driver provokationerne for langt (f.eks. vold), skal du sætte klare grænser
  • Den 6-årige søger efter at finde sin egenværdi. Lad barnet føle, at det er til nytte og til hjælp i husholdningen
  • Adskil klart din 6-åriges adfærd og person. Hvis du ikke kan godtage den adfærd den 6-årige udviser, skal du vise det: ”Jeg accepterer ikke, at du gør sådan”
    ikke: ” Jeg accepterer ikke, at du er sådan.”

(Fra Wahlgrens bog ”Barneboka”)
 
 
Leg
Barnet kan stoppe legen, diskutere hændelsesforløbet for så at fortsætte legen igen. Dette kan barnet, fordi det kan sætte sig ind i en andens situation, men det kan ikke se helheden alligevel. Det kommer først mod slutningen af 6-årsalderen.

Sprogudvikling – klar til at læse og skrive?
For børn, som følger en normal sprogudvikling, er 6-årsalderen en tid med nye sproglige udfordringer. Den grundlæggende sprogtilegnelse er nu færdiggjort. Det vil sige, at de fleste sproglyde nu er på plads, de fleste ordbøjninger er i overensstemmelse med voksensproget og at barnet behersker de mest almindelige sætningsstrukturer. For at tilegne sig skriftsproget må barnet have bevidsthed om sproget. Det må vide, at sproget er et fænomen – ikke bare noget, som bruges for at snakke om forskellige emner.

6-årsalderen skyder jeg-udviklingen i gang. Barnet bliver optaget af sin egen identitet. Mit bogstav og en skriftlig repræsentation af mit navn bliver vigtige og interessante. En 6-årig der skriver sit eget navn med glæde og stolthed, er det bedste udgangspunkt for videre læse- og skriveudvikling!
 
Klar til skolen?
Den store udfordring for børn består i at klare overgangen fra børnehavens eller hjemmets åbne, frie og selvorganiserede liv til skolens mere målrettede og planlagte aktiviteter. De fleste børn griber med glæde den nye udfordring, som skolen byder på. Mange 6-årige er også begyndt at kede sig i børnehaven og har lyst til at begynde i skolen.

At barnet er klar til skole, betyder ikke, at barnet skal kunne sidde stille på en stol i 20 minutter og lytte koncentreret til læreren. En moderne børnehaveklasse ser barnet som et tænkende og handlende barn. Et barn som deltager aktivt i hverdagslivet, bidrager på denne måde til sin egen læring og udvikling. Leg er læring. Er du bekymret for, hvordan det bliver for dit barn at begynde skolen? Snak med lærerne. Skolen er meget anderledes i dag, end da vi forældre begyndte at gå i skole.

Gennemsnitlig vægt og højde for 6-årige

  • Piger:
    Vægt: 17-28 kilo med et snit på 20 kilo
    Højde: 105-123cm med et snit på 114cm
  • Drenge:
    Vægt: 16-27 kilo med et snit på 20 kilo
    Højde: 115-124cm med et snit på 115cm
     

Vidste du at…
De fleste piger bliver 7cm lavere end gennemsnittet af forældrenes højde?
De fleste drenge bliver 7cm højere end gennemsnittet af forældrenes højde?


Foto: Marita Severinsen
Skrevet af psyk. sygepleierske Elisabeth Lofthus. Kilder: Intervju på "Hjemmefronten" NRK med Anna Wahlgren. År 2000. Barneboka, Anna  Wahlgren, J.W. Cappelens forlag as 1984. "Den store boken om barnet" Dr. Miriam Stoppard. Teknologisk forlag 2. opplag 2001. "Familiens store bok om barnet", dr. Bent Danielsson og Monica Danielsson. Familievennen forlag - 1998. "Pediatri og pediatrisk sykepleie". Randi Grønseth og Trond Markestad, fagbokforlaget 1998. Barnelegen, Dr. Bearnard Valman, Teknologisk forlag 1998. Etikk og kommunikasjon v. Anne Høygård, Høgskolen i Stavanger 

Annonce