Den 2-årige - fra en harmonisk tilværelse til udviklingskrise

2-årige børn
2-årige børn

Den toårige er som regel vældig aktiv. Han/hun hopper og springer, klatrer på borde og andre møbler og forsøger at bestige havens hegn. Det er som en stormvind eller i solskinshumør.
Viljen er stærk, det samme er iveren efter at afprøve nye ting med sin krop. Kropsbevidstheden øges, og vi ønsker, at børnene skal få mangfoldige og forskellige erfaringer med kroppens mange fysiske muligheder.

Mellem 2 og 3 års alderen lærer mange børn sig at cykle på trehjulet cykel. Det er udmærket træning i at samordne musklerne! Fra 18 mdrs. alderen vi du også se en stor udvikling i, hvordan barnet klarer at bruge sine hænder. Barnet forsøger sig med stadig mere avancerede fingerøvelser. Lynlåse testes af, låg tages af og lægges på, byggeklodser stables i højden, og barnet forsøger at klæde sig af og på - med mere eller mindre held.
 
Mange 2-årige elsker at tegne. De tegner lange streger og sving på et ark. Forsøgene på at tegne en cirkel ender som regel i en lang spiral. Først omkring 3 års alderen bliver tegningerne noget mere kontrollerede, og barnet begynder at lave tegninger, som ligner f.eks. mennesker. Lad barnet tegne uden at spørge hele tiden om "hvad det er, han/hun tegner". Tegningen behøver ikke nødvendigvis at ligne noget som helst, lad barnet frit bruge sin fantasi.

Annonce
Artikel fortsætter under annoncen:

Ord og forståelse
Da barnet blev født, vejede hjernen 20% af vægten af den voksne hjerne. Som toårig vejer hjernen 60 % til sammenligning. Det siger noget om, hvor hurtigt udviklingen er gået de første to leveår.

Barnets ordforråd med egennavne og navne på genstande øges hurtigt. Det beskriver og identificerer velkendte ting, det adlyder komplicerede ordrer. Hvis det vil, altså! Barnet snakker ofte uophørligt og stiller spørgsmål til alt og alle. Det kan nu føre en samtale med andre, det lægger mærke til en række ting, har sine egne meninger, og prøver at være mere selvstændig.

Barnet overvurderer gerne egen evne til at mestre ting, og det kaster sig ud i nye udfordringer med friskt mod. 

Den 2-årige vil i løbet af sit næste leveår finde ud af, hvem det selv er og sige sit eget navn.

Forskellen mellem en og flere forstår barnet nu, men det har ingen forestilling om tallenes størrelsesorden. Eks. siger Mia på 2 år: "Se på alle de to pakker" og peger på mindst 10 pakker under juletræet. For Mia betyder 2 flere end 1. Det er det, hun forstår, når det gælder tal. Helena, som snart er 2 år, peger og siger "to, to, to, to" når hun prøver at tælle et antal, som i hvert fald er mere end 1.

Det er helt normalt, at den 2-årige ikke kan snakke rent eller måske ikke kan få ordene frem uden at ”hakke” og gentage stavelser er helt normalt. Ret ikke på barnet, gentag hellere ordet, barnet siger, på den korrekte måde.

De fleste 2-årige:

  • Løber
  • Sparker og kaster bold (med vekslende træfsikkerhed, vel at mærke!)
  • Går op og ned ad trapper, men sætter fortsat begge ben på samme trappetrin
  • Bygger tårne med 6 klodser
  • Har et ordforråd på 50 ord (variationer er normalt). Kan gøre sig forstået (ca. halvdelen)
  • 80 % klarer at kombinere to ord. Eks: "mor spise", "sove sengen"
  • Leger med dukker/bamser. Mader dem, vugger dem i sine arme, lægger dem i dukkevogn osv.
  • Kan tage en beklædningsgenstand på. Eks: Hue eller støvler
  • 84 % klarer at ramme munden med en ske – og med den rigtige side op
  • 87 % får fat i ting udenfor rækkevidde ved hjælp af hjælpemidler, som f.eks. en taburet. Viser på denne måde evne til problemløsning
  • Børn på 2 1/2 år kan hoppe op fra underlaget med begge ben samtidig
  • Børn på 2 1/2 år klarer at træde store perler på en tyk snor
  • Børn på 2 1/2 år kan som regel skelne mellem nogle farver

Læs mere: Barnets udvikling af bevægelse fra 0-5 år 

Hjælpsom, ansvarlig og empatisk
Den 2-årige vil gerne hjælpe til. Og de tror ofte, at deres selvpåtagede ansvar er helt nødvendigt for resten af husholdningen - uden dem ville familien ikke overleve. Det elsker at hjælpe til med huslige sysler som madlavning, vask og oprydning. Kopierer de voksnes gøremål. Den 2-årige har lært utroligt meget på kort tid og føler en indre tryghed.

Hvis nogen, som står barnet nær, slår sig eller er kede af det, kan den 2-årige vise en avanceret form for trøst. Klappe, kæle, "så-så-lille-mor", puste på osv. Barnet viser, at det har empatiske evner, og kan delvist sætte sig ind i, at et andet menneske kan have det ondt. 

Udviklingskrise - trodsalderen i anmarch!
Børn i alderen 2-3 år vil på et eller andet tidspunkt gennemgå en vanskelig periode i sin udvikling. Populært kaldet trodsalderen. I alderen fra barn til ungdom vil barnet gennemgå tre udviklingskriser. Først ved 2-årsalderen, så ved 6-årsalderen og til sidst puberteten ved 12 års alderen. Indtil denne udviklingskrise opstår, vil den 2-årige være et relativt harmonisk barn med ukuelig tro på, at det både ved og kan alt. Men en dag forstår det, at dette nok ikke er faktum...

Barnet kan tilsyneladende pludselig, uden at du aner hvorfor, blive hysterisk, sparke og slå, hyle, lægge sig ned på gulvet, og virke helt udenfor kontrol. Hvad i alverden er det, som sker? 

Lad os foretage et lille tankeeksperiment.
Du bruger ca. 2 år af dit liv på at terpe en hebraisk bog. Du kan nu læse og skrive alle ordene, som står i den. Selv om du nu har lært dig en hebraisk bog, forstår du ikke indholdet. Du indser pludselig det håbløse i dette; du har brugt to år af dit liv på at lære en bog, men du forstår overhovedet ikke hvorfor, og du indser pludselig, at du ikke fatter indholdet!

En to-treårig har i sit korte liv lært sig daglige rutiner og gøremål. Dette er min seng. Her sover jeg. Dette er min mor og far. Jeg går i seng hver aften og sover også lidt til middag. Vi spiser mad i køkkenet. Jeg bruger bleer, og mor og far skifter mine bleer. Hver morgen køres jeg i børnehave eller til min dagplejemor. Så tager far og mor på arbejde. Sådan har mit liv været, og det føles trygt.
 
 
Barnet modnes, og nye, banebrydende tanker vokser frem:
Hvorfor skal jeg sove i akkurat denne seng? Hvorfor kan vi ikke være hjemme i stedet for at tage i børnehaven? Hvorfor skal jeg egentlig gøre dette? Hvorfor i alverden har jeg gjort dette så længe? Barnet sætter spørgsmålstegn ved rutiner og vaner og indser det meningsløse i ikke at have forstået det egentlige indhold, på samme måde som vi ville have gjort, hvis vi havde brugt år af vort liv på at terpe en for os meningsløs hebraisk bog.
Dette medfører en stor krise for barnet. Ingenting føles meningsfyldt! Alt er vendt op og ned, og det opleves ubehageligt for barnet.

Hvad gør forældre, som står der sammen med et skrigende, sparkende og desillusioneret barn?
Husk, at det, som sker med barnet nu, er en vigtig udvikling. Efter at trodsperioden er overstået, vil barnet opnå en enorm modning. Det vil forstå, at der findes andre liv, børn, hjem, og det vil opnå stor indsigt. Det vil begynde at lege med andre børn, i stedet for at lege ved siden af andre børn. Det vil via trodsperioden lære sig at tage hensyn, lære at vente, lære at dele og bliver en social person.

Læs mer: om børn og vrede, trodsalder, samt gode råd til forældre 

Gennemsnitlig vægt og højde ved 24 mdrs. alderen

  • Piger:
    Vægt: 8 - 17 kilo
    Højde: 76,5 - 96 cm
  • Drenge:
    Vægt: 8,6 - 17,1 kilo
    Højde: 78,5 - 97 cm      Kilde: WHO

Vidste du at...
De fleste piger bliver 7 cm lavere end gennemsnittet af forældrenes højde?
De fleste drenge bliver 7 cm højere end gennemsnittet af forældrenes højde?

Pottetræning
Hvornår er barnet modent til at prøve potten og slutte med bleer? Og hvordan bør man gå frem?

Mød andre forældre til 2-årige i vort forum
Her finder du grupper for forældre med børn på samme alder  

Leg og venskab
Legen betyder lyst og glæde for de 2-årige.
De er som regel meget koncentrerede om legen og kan blive helt opslugt af en bestemt slags leg i en periode. For barnet er alt muligt til at lege med, og det vil hellere lege med køkkenredskaber, tæpper og puder end med almindeligt legetøj.

På denne alder begynder barnet efterhånden at vælge sine venner selv, og man ser ofte, at de viser en voldsom gensynsglæde, når den, de allerbedst kan lide, endelig kommer til børnehaven om morgenen.
Det er rørende at se, når de holder om hinanden og er så glade over at være sammen igen. 
 
Hvilket barn har du?
"Et barn med viljestyrke kan opfattes som irriterende, krævende, stædig, umulig og slem
ELLER opfindsom, morsom, motorisk veludviklet, energisk og viljestærk.
Vælg selv..." (Citat fra Cappelens Store bok om barnet, 2005)

Aktiviteter man kan gøre sammen

  • Sparke eller kaste bold til hinanden
  • Lege skjul (Og se stort på, at barnet måske kun gemmer sit hoved!)
  • Gå tur sammen i naturen - lad barnet føre an og bestemme tempo
  • Spille billedlotteri sammen. Vælg en solid type, som ikke går i stykker. Udvis stor tålmodighed, spillereglerne kan vente 1 år til!
  • Lån billedbøger, CD-er og film på biblioteket
  • Besøg familie og venner, og gerne familier, som har børn. 

Skrevet av psyk. sygeplejerske Elisabeth Lofthus. Kilder:

Annonce