
Små børn bider, river, hiver i håret og slår, fordi de er frustrerede. Og som oftest er de frustrerede, fordi de ikke får givet udtryk for det, de gerne vil. De har ikke et sprog, og de mangler gode strategier for, hvordan de skal løse en konflikt.Små børn er egocentriske. De kan ikke sætte sig ind i andre børns følelsesliv. De ser et stykke legetøj, som de gerne vil have, men som en anden leger med. Hvis de ikke bare kan få legetøjet, skaffer de sig det ved for eksempel at tage det ud af hænderne på det andet barn. Lykkes dette ikke, så er vejen kort til at tage fat i den andens hår og ruske til. For hvad sker der så? Jo, barnet slipper legetøjet, og så bliver det mit! Mission completed!
Hvad kan man gøre?
Igen vil jeg trække mit favoritcitat frem: "Al adfærd, som forstærkes med en reaktion, øger i omfang!" Men selvfølgelig må man handle, når et andet barn bliver bidt. Det accepterer man ikke. Men i stedet for at give barnet opmærksomhed som følge af handlingen, så anbefaler man hellere at tage barnet ud af legen. Det nytter alligevel ikke komme med en lang forklaring om, at dette er uacceptabel adfærd og noget, man ikke må gøre og så videre.
Du må huske, at et barn, som bider, også har brug for omsorg, og bær ikke nag på grund af det. I forhold til barnets alder må man vurdere, hvor meget, man kan forklare barnet, og vejlede det.Det er ikke ualmindeligt, at små børn bider. Og selv det mest eksemplariske barn kan bide fra sig en gang eller to i vrede. Det er ikke noget at bekymre sig om. Men hvis det udvikler sig til et fast mønster, kan det sætte barnet i en negativ social situation. Så er det, at man risikerer at stemple barnet.
Hvad gør man så?